Crohns sygdom og ernæring

God ernæring er en vigtig del af behandlingen – også når appetitten er lille

Crohns sygdom er en kronisk betændelsessygdom, som kan ramme hele fordøjelseskanalen.

Symptomerne afhænger af, hvor betændelsen sidder, men mange oplever mavesmerter, diarré,

træthed, vægttab eller nedsat appetit.

Forløbet varierer fra person til person. Mange har lange perioder med rolig sygdom, mens andre oplever tilbagevendende opblussen.

Den medicinske behandling varetages af lægen. Ernæringen kan ikke erstatte behandlingen, men den spiller en vigtig rolle for både livskvalitet, ernæringstilstand og håndtering af symptomer.

Hvordan kan jeg hjælpe dig?

Jeg kan blandt andet hjælpe dig, hvis du:

 har fået konstateret Crohns sygdom og er usikker på, hvad du bør spise

 oplever vægttab eller nedsat appetit

 er bekymret for, om du får nok energi, protein, vitaminer eller mineraler

 har smerter, diarré eller oppustethed i forbindelse med måltider

 ønsker at spise så varieret som muligt uden unødige restriktioner

 skal forberede dig ernæringsmæssigt til en operation

 ønsker hjælp til kosten under eller efter en sygdomsopblussen.

Ved konsultationen tager vi udgangspunkt i netop din sygdom, dine symptomer og din hverdag.

Sammen finder vi en løsning, der passer til dig.

Er der en særlig diæt ved Crohns sygdom?

Der findes ikke én kost, som passer til alle med Crohns sygdom. Når sygdommen er i ro, anbefales som udgangspunkt en sund og varieret kost. Mange kan spise næsten normalt, mens andre oplever, at bestemte fødevarer giver flere symptomer. Forskningen peger på, at en kost med mange grøntsager, frugt, fuldkorn, fisk og umættede fedtstoffer kan være en fordel, mens et højt indtag af ultraforarbejdede fødevarer og store mængder rødt kød kan være mindre hensigtsmæssigt hos nogle patienter. Det betyder dog ikke, at alle skal spise på samme måde. Ernæringsbehandlingen skal altid tilpasses den enkelte.

Kost under opblussen

Når sygdommen er aktiv, kan smerter, diarré, kvalme og træthed gøre det vanskeligt at spise nok.

Nogle taber sig eller mister muskelmasse, og behovet for energi og protein kan være øget.

I sådanne perioder kan kosten midlertidigt tilpasses, så den bliver lettere at spise og lettere at tåle.

Målet er at sikre en god ernæringstilstand og samtidig mindske symptomerne.

Protein, vitaminer og mineraler

Ved aktiv sygdom, vægttab eller operation kan behovet for protein være øget.

Crohns sygdom kan desuden påvirke optagelsen af blandt andet:

 jern

 vitamin B12

 D-vitamin

 calcium

 folat.

Jeg hjælper med at vurdere, om kosten dækker behovet, og hvordan den eventuelt kan tilpasses.

Fødevarer, der giver symptomer

Mange oplever, at enkelte fødevarer giver flere gener.

Det kan blandt andet være:

 mælk ved laktoseintolerans

 meget fiberrige fødevarer under opblussen

 stærkt krydret mad

 fede måltider

 fødevarer, som giver meget luft.

Det betyder ikke nødvendigvis, at fødevarerne forværrer selve sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem fødevarer, som giver symptomer, og fødevarer, som påvirker betændelsen.

Ny forskning

Interessen for kostens betydning ved Crohns sygdom er stor.

Blandt andet undersøges den såkaldte Crohn;s Disease Exclusion Diet (CDED), hvor bestemte fødevarer udelukkes i en periode. Hos nogle patienter har denne behandling vist lovende resultater, men den er ikke relevant for alle og bør gennemføres under vejledning.

Forskningen udvikler sig hurtigt, og derfor baserer jeg altid mine råd på den nyeste viden kombineret med mange års klinisk erfaring.

Min tilgang

Mit mål er ikke at give dig en lang liste over fødevarer, du aldrig må spise.

Mit mål er at hjælpe dig med at:

 bevare en god ernæringstilstand

 mindske symptomer

 undgå unødige kostrestriktioner

 bevare glæden ved mad

 finde en kost, som fungerer i din hverdag.

Jeg har gennem mange år arbejdet med patienter med inflammatoriske tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og er medforfatter til den danske publikation om ernæring og livsstil ved IBD.

Har du brug for individuel vejledning?

Hver patient med Crohns sygdom er forskellig.

Ved en konsultation gennemgår vi din sygdom, dine symptomer og dine kostvaner og lægger en plan, der passer til netop dig.

Læs mere

Jeg er medforfatter til den danske pjece om IBD og livsstil og har gennem mange år arbejdet med patienter med IBD på Aarhus Universitetshospital. Se mere (ernæring og livsstil ved inflammatorisk tarmsygdom: Publikationer | Tarmforeningen Publikationer

Patientforeningen for colitis ulcerosa og Crohns sygdom udgiver information - Tarmforeningen.dk

 Lev med IBDKost og Crohns sygdom

Ofte stillede spørgsmål

Kan kosten helbrede Crohns sygdom?

Nej. Crohns sygdom er en kronisk inflammatorisk tarmsygdom, hvor medicinsk behandling er grundlaget for behandlingen. Kosten kan dog have stor betydning for symptomer, ernæringstilstand og livskvalitet.

Skal jeg undgå bestemte fødevarer?

Ikke nødvendigvis. Der findes ingen kost, som passer til alle med Crohns sygdom. Kosten bør tilpasses individuelt og afhænger blandt andet af sygdomsaktivitet, symptomer og eventuelle operationer.

Kan jeg få vitaminmangel?

Ja. Crohns sygdom kan øge risikoen for mangel på blandt andet jern, vitamin B12, D-vitamin, folinsyre og kalk. Derfor er det vigtigt løbende at vurdere ernæringstilstanden.

Hvad skal jeg spise under et sygdomsudbrud?

Ved aktive symptomer kan det være nødvendigt midlertidigt at tilpasse kosten, så den er lettere at tåle. Når sygdommen falder til ro, er målet igen en så varieret kost som muligt.

Er Low FODMAP diæt relevant ved Crohns sygdom?

Hos nogle patienter, der er i rolig sygdomsfase, men fortsat har IBS-lignende symptomer, kan Low FODMAP diæt være en mulighed. Det er dog ikke en behandling af selve betændelsen.

Fem ting jeg ofte afklarer med mine patienter

 Der findes ikke én Crohn-diæt, som virker for alle.

 Målet er at bevare en god ernæringstilstand – også når appetitten er lille.

 Mange kan spise langt mere varieret, end de selv tror.

 Kostændringer bør altid ses i sammenhæng med den medicinske behandling.

 Ernæring handler både om at forebygge mangler og om at bevare energi og muskelmasse.

Vidste du, at...

 Mange med Crohns sygdom oplever perioder med både opblussen og rolig sygdom.

 Risikoen for underernæring er øget, særligt ved aktiv sygdom.

 Tidlig ernæringsvejledning kan bidrage til at forebygge vægttab og mangeltilstande.

“Jeg tør næsten ikke spise noget længere”

“Det er en bekymring, jeg møder hos mange med Crohns sygdom. Når bestemte måltider har givet smerter eller diarré, er det naturligt at blive forsigtig. Men med tiden kan kosten blive så begrænset, at den giver nye problemer som vægttab og mangel på vitaminer og mineraler. Derfor arbejder vi sammen om at finde frem til de fødevarer, du kan tåle, så kosten bliver både tryg, varieret og ernæringsmæssigt dækkende”.